Den der forbandede angst

Jeg kunne skrive en hel roman om, hvor meget jeg hader min angst og hvor meget jeg har hadet den.
Jeg gider bare ikke lige nu, for angsten og jeg lever faktisk i samhørighed lige for tiden. Sådan da. Angsten ender godt nok altid med det sidste ord, men sådan har det altid været.

Min angst og jeg har haft et forhold de sidste 5-6 år. Til at starte med, anede jeg ikke noget om den. Den var der bare, gnavende og let genert. Så fik jeg sat ord på den hos min psykolog i 2011, og så var det da først at det blev helt galt. I 2011 var det så slemt, at en forsamling på mere end 10 mennesker kunne gøre mig psykisk og fysisk utilpas. Så er det ikke sjovt at gå i 8. klasse, hvor der er 20 mennesker i et lille klasselokale. Jeg kunne ikke spise sammen med andre end dem der stod mig nærmest. Det var noget værre rod. Det var mit sind også.
Det begyndte faktisk først at blive bedre i slutningen af 2013. Jeg begyndte at folde mig lidt ud, og turde gøre noget mere end hvad jeg havde kunne de sidste par år. Jeg mødte min søde kæreste, og han så forbi muren af stridig- og stædighed. Af en eller grund, sneg han sig bare ind under mine facader, i løbet af de første gange vi tilbragte tid sammen – og han forstod mig på et andet plan.

Folk der kender mig, eller har kendt mig, kan nok skrive under på at jeg har været lidt afvisende og til tider tilbagetrukken. Det er bare en af ulemperne ved angst, tror jeg. Jeg har altid gerne ville være af dem, der havde en kæmpe stor vennekreds, og ikke bare hende der blev glemt i mængden. Men det er nu okay, og jeg er glad for det liv jeg har i dag. Nogle gange, så “savner” jeg bare det jeg aldrig fik.

Nu vil jeg snart til at i skole.

Hej igen. 🙂